"Hjælp mig!!! Det virker ikke!!!"

Andre har skrevet gode råd til at få hjælp i en nyhedsgruppe. Læs dem, og forstå dem!

Her et par ekstra råd, når det drejer sig om fejl på din webside.

God fejlrapportering

Det vigtigste er at man giver information nok til at folk kan finde fejlen. Der er tre spørgsmål der skal besvares:

Hvis folk skal gætte, så enten gider de ikke hjælpe, eller også giver de dårligere råd.

Hvad gør du?

Hvis folk skal hjælpe dig, skal de vide præcist hvad du har gjort.

Den bedste måde at vise hvad du har gjort, er ved at give et link til siden.

Hvis du kun viser et uddrag af siden, så kan fejlen skyldes noget der ikke er med. Hvis du viser hele din side, så bruger det alt for meget båndbredde, er svært at finde rundt i, og nyhedsklienter kan tilføje flere fejl ved at ombryder linjer. Disse fejl spilder folks tid, som de kunne have brugt på at rette den rigtige fejl.

Jeg har problemer med denne side: <URL:http://www.gratisdomæne.dk/minside/hemmeligside.html>

Hvis du vil vise din kode i gruppen, så skær det unødvendige bort. Lave et lille eksempel der kun har det nødvendige med til at vise fejlen. Sørg for at holde linjerne under 72 tegn.

Hvad forventer du der sker?

For at kunne lede dig på vej, bliver man nødt til at vide hvor du vil hen.

Din kode indeholder sikkert fejl, ellers var der ikke noget at spørge om. Hvis siden ser forkert ud, så er det svært at gætte hvad "rigtigt" er. Derfor er det vigtigt at du siger hvad din hensigt er.

Overskriften i toppen skulle være gul med blå baggrund.

Hvad sker der?

Andre kan måske ikke reproducere fejlen, så sig hvad fejlen er.

Hvis der er en fejl i siden, så kan browsere være uenige om hvordan fejlen skal behandles. Beskriv derfor hvad fejlen er så præcist som muligt. Det hjælper ikke at sige "Det virker ikke rigtigt".

Angående browsere: Nogle fejl ses kun i nogle browsere, nogle versioner af browsere, eller kun på nogle operativsystemer. Hvis noget ikke virker i din Internet Explorer v5.01 på Windows 95, men det virker på min Mozilla v1.2 på Linux, så har jeg ingen chance for at se fejlen. Hvis du ikke siger hvilken browser du bruger, så ved jeg ikke hvorfor jeg ikke ser fejlen.

I min Internet Explorer v5.01 på Windows 95 bliver overskriften rød på blå baggrund.

På sådan en fejlmelding kan folk svare: "det gør den også i IE6 på Windows XP og i Mozilla 1.2 på Linux". Det hjælper dig og andre med at finde fejlen. Teste selv siden i flere browsere hvis du kan.

Ved du mere?

Har du en idé om hvad fejlen er, har du prøvet nogle ting selv, eller ved du andet du tror kan hjælpe, så sig det. Det sparer tid for folk der hjælper dig, at de ikke behøver prøve de samme ting igen. Det giver mere tid til at løse problemet.

Fejlen opstod da jeg tilføjede en Javascript-menu i toppen af <body>-tagget. Det er den der starter med <div id="menu">.

Ok, her er dit svar!

Alle andre har andet at lave end at rette din fejl. Vær taknemmelig for dem der forsøger at hjæpe dig, også hvis det ikke lykkes.

Svarer du på de tre spørgsmål, så er der stor chance for at nogen både kan og vil hjælpe dig. Desuden er folk venligere stillet over for dig, fordi du tager hensyn til dem ved at spørge smart — venligere, og derfor mere hjælpsomme.

Husk at følge op på dit indlæg. Hvis nogen giver dig svaret, så husk at sige tak. Hvis de svar du får ikke virker, så sig det (med en god fejlrapport om hvad der så sker). Det er nok at svare "Tak N.N., det løste problemet. Tak til I andre for jeres indsats.", man behøver ikke følge op på hvert indlæg når man har fået et svar der virker.

Hvis du selv finder svaret

Hvis du selv finder løsningen på problemet, så følg op på dit oprindelige indlæg og sig det. Ellers er der måske nogen der stadig forsøger at hjælpe dig, og man skal ikke spilde folks tid. Husk også at sige hvad fejlen var, ellers bliver folk frustrerede.

Fandt selv fejlen. Jeg brugte CSS til at give overskriften sin farve, og menu-overskrifterne i Javascript-menuen brugte samme klassenavn. Doh!

Held og lykke.


Lasse Reichstein Nielsen

Last modified: Sun Jun 15 13:10:29 Romance Daylight Time 2003